Klangrum

 

Klangrum er en ny ramme for lyd- og mediekunst og ny musik på Møn. Der vil blive afholdt en årlig udstilling og live event, med start i august 2014.

Der bliver live-optræden fredag den 15. august kl. 19 i Den Böhmiske Hal med digitale lydflader fra Søs Gunver Ryberg, percussionensemblet Ekkozone m. Mathias Reumert og David Hildebrandt

og et helt særligt elektronisk musiksamarbejde mellem Bjørn Svin & Fuzzy.

Desuden åbner en lyd/lys-installation i Tårnet i Saftstationen af norske H.C. Gilje over Else Marie Pades elektroniske pionerværk 7 Cirkler fra 1958.
Denne installation var et af de skandinaviske værker på udstillingen Unheard Avant-gardes på ZKM, Karlsruhe i 2012. Unheard Avant-gardes udgjorde en del af ZKM's store lydkunstudstilling Sound Art - Klang als Medium der Kunst.

I Tårnet vises også filmen Svævninger af Sofie Tønsberg om Else Marie Pade og lydkunstneren Jacob Kirkegaards samarbejde. Og portrætfilmen Komponist af Ida Bach Jensen.

Udstillingen varer indtil den 31. august.

Denne side opdateres løbende med mere information om koncert og udstilling, åbningstider m.m.

 

7 CirklerBjørn SvinFuzzySØS Gunver RybergEkkozone

7 Cirkler af H.C. Gilje og Else Marie Pade, Bjørn Svin, Fuzzy, SØS Gunver Ryberg og Ekkozone.

 

Klangrum vil være en årligt tilbagevendende begivenhed på Møn med ny musik og lyd- og mediekunst. Der kommer stadig mere fokus på de kunstneriske muligheder indenfor lydens verden - og nye musikformer opstår.

På Klangrum 14 vil man kunne møde nogle af disse udtryk. Dermed bliver Møn endnu en gang hjemsted for lydkunst og ny musik, hvor både Kunsthal 44 Møen og Scene 1 har markeret sig med udstillinger og arrangementer.

For projektet står billedkunstner og kurator Thomas Gunnar Bagge og foreningen Det Ydre Rum. Udstillingskonceptet er udviklet sammen med Jacob Kreutzfeldt. Morten Søndergaard har kurateret værket 7 Cirkler.

Ekkozone / Mathias Reumert præsenteres i samarbejde med Scene 1.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Nordeafonden, Vordingborg Kommune og SNYK.

 

Billetter til koncerten den 15. august koster 125 kr. og kan bestilles her fra mandag den 21. juli.

 

 


Det Ydre Rum er et tværkunstnerisk netværk, stiftet i 2012 under navnet Atlas Art Space af musiker Karsten Bagge, København, arkitekt Laura Kieler, Bodø, billedkunstner Mia Sloth Møller, Møn og billedkunstner og kurator Thomas Gunnar Bagge, Møn
Kontakt: Det Ydre Rum, Lerbækvej 6, DK-4792 Askeby, Møn
M: 21 64 70 64 // E: thomasbagge@gmail.com